Portugal

Sponsoreret indhold: I disse tider kan man ikke nævne det portugisiske landshold uden, at folk tænker på superstjernen Cristiano Ronaldo. Han er en af de dyrest handlede, den bedst betalte, og var det ikke for Lionel Messi, var han også blevet kåret til verdens bedste spiller mere end den ene gang, det er sket. I stedet må han tage til takke med at være fodboldens kronprins, den evige toer. Men portugisisk fodbold er meget andet end Ronaldo, ligesom det heller ikke er første gang, at landet råder over en verdensklassespiller. Det portugisiske fodboldforbund, Federação Portuguesa de Futebol, blev dannet i 1914. Den første landskamp blev dog først spillet i 1921, hvor holdet tabte med 1-3 til naboerne fra Spanien. Syv år senere fik holdet debut på den internationale scene, da de deltog ved OL i 1928, som blev afholdt i den hollandske hovedstad Amsterdam. Her vandt holdet en enkelt kamp, men gjorde ellers ikke meget væsen af sig.

Begyndte med bronze

Herefter skulle der gå næsten fire årtier, før holdet igen var klar til at spille slutrunde. Det var ved VM i 1966, hvor portugiserne var anført af verdensstjernen Eusébio. Og hvilken entré de gjorde. Med offensiv fodbold i verdensklasse spillede de sig helt frem til semifinalerne, og Eusébio endte som turneringens topscorer. Her måtte de dog bøje sig for værtslandet England, der i sidste ende endte med at tage trofæet. I kampen om bronze slog de Sovjetunionen med 2-1. Med den flotte medalje skulle man tro, at Portugal var tordnet ind på den internationale scene med sådan et brag, at slutrundedeltagelse derfor var en selvfølge. Men sådan gik det ikke. Faktisk skulle der gå næsten 20 år, før portugiserne igen kvalificerede sig. Det var til EM i 1984 i Frankrig, hvor holdet ligesom Danmark nåede semifinalerne. Her måtte de se sig slået af franskmændene, som anført af Michel Platini endte som europamestre efter at have slået Spanien i finalen. Man spillede ikke om bronzen.

The Golden Generation

Frem mod årtusindeskiftet havde portugiserne fået bygget et hold omkring verdensstjernerne Luis Figo og Rui Costa, João Pinto og Paulo Sousa og Pauleta. De var i daglig tale kendt som The Golden Generation og kom til at fortrylle tilskuerne i årevis. Ved EM 1996 spillede de sig frem til kvartfinalen og fire år senere i Holland og Belgien, nåede de semifinalen, som de tabte til Frankrig. Det var et nederlag, som kom til at koste dyrt. Portugiserne tabte på et Golden Goal, der blev sat ind på straffespark af Zinedine Zidane. Efterfølgende protesterede portugiserne voldsomt overfor dommeren, hvilket resulterede i lange karantæner til flere af spillerne. På mange måder kan sige, at Frankrig er for Portugal, hvad Spanien er for Danmark. Det hold som altid ender med at slå dem ud af en slutrunde eller en kvalifikation. Ved VM i Tyskland i 2006 blev det tredje gang, at Les Bleus slog portugiserne i en semifinale. 2006 blev også farvel til The Golden Generation. Glansen var gået af, og det var tid til at give plads til yngre kræfter. To år inden havde de været med til at sikre landet det største resultat nogensinde. Det var, da man i 2004 var værtsnation for EM. Inden turneringen var der kæmpe forventninger til hjemmeholdet om, at nu skulle det være. Nok engang brillerede portugiserne spillemæssigt og blev af sportspressen kaldt Europas brasilianere. Efter at have slået Holland i den semifinale, som så mange gange før havde været endestationen, var holdet klar til sin første finale nogensinde. Den endte de med at tabe til Grækenland, som med en taktik, der får Norge til at virke offensivt indstillet, vandt finalen med 1-0. Efterfølgende græd hele Fodbold-Europa med portugiserne, og alverdens piger græd med Cristiano Ronaldo, som sad på græsset med tårerne løbende ned ad kinderne. Ronaldo er der stadigvæk, men i dag er det spillere som Pepe, Fábio Coentrão, Bruno Alves og João Moutinho, som assisterer fodboldfænomenet.